Hvorfor har så mange svært ved at flytte sig og gøre noget ved deres vision og drøm? Hvorfor har nogen slet ingen drøm? Er det forkert ikke at have én? Hvad skal man overhovedet bruge den til?

 

“Jeg ved ikke hvad jeg ønsker mig. Aner ikke hvad jeg kan lide at lave. Jeg ved bare, at jeg er træt og led og ked af min hverdag. Jeg er aldrig glad mere. Engang var jeg glad hver dag…”

Kender du det? Det er lidt som at stå i vadestedet uden trædesten. Man kommer ingen vegne

 

Nogle kører på autopilot. De har faktisk bare overtaget deres forældres drøm om en nogenlunde god tilværelse, uden at tænke nærmere over det. Hvad mange af os jo faktisk gør. Vi har de samme værdier og følger de samme normer. Når nogen “stikker ud” og gør noget andet, bliver det ofte påtalt af velmenende familiemedlemmer og venner, der tror, at det sikreste vej er den, som alle har betrådt. Plejer.

I min optik kunne det ikke være mere forkert.

 

What’s in it for me?

Hvis du drømmer om, at gøre en forskel for nogen eller noget. Hvis du drømmer om frihed og glæde og lethed i dit arbejdsliv og liv i øvrigt. Hvis du ikke vil nøjes med trial & error modellen og de mislykkede forsøg på at finde retning – så skal du bruge en vision. En vedkommende og stærk vision.

Det er selvfølgelig ikke nødvendigt med en vision, hvis du er tilfreds med det samme liv dag ud og dag ind. Se de samme mennesker og tale om de samme emner, brokke sig over de samme politikere osv.

 

Sådan finder du din drøm og vision

Først må vi se på dit udgangspunkt. Din energi. Vi mennesker er energi og har du nok, er det godt. Men er du udmattet og drænet hver dag, uanset om det er arbejdet eller privatlivet, der er opslidende – så skal du finde et (tids)rum, hvor du kan lade op og være dig. Alene. Uden forstyrrelser eller krav af nogen art. Helst hver dag.

Så til det spændende arbejde. Det her er sjovt. Måske udfordrende og svært, men det virker.

Det virker på den måde, at du får programmeret din drøm ind i sindet, så du, når mulighederne opstår, kan se dem og forfølge chancen. Hvis ikke du har dette billede, så forpasser du åbenlyse muligheder på din vej. I bedste fald tager det dig længere tid. I værste fald når du aldrig dertil.

 

Tre trins raketten ser sådan ud

  1. Skab dit billede. Tænk på hvad du ønsker dig. Konkretiser og se det for dig i billeder. Tag dig god tid og ret billederne til, indtil de er helt rigtige. Mærk efter. Hvis du har lyst til at klippe billeder ud og lave vision board kan det være fint, men lad det ikke stoppe dig. Din hjerne er skabt til, at skabe mønstre og billeder. Giv det tid, hvis du ikke plejer at tænke i billeder. Sæt lyd og farver på. Smag på det. Mærk hvordan det føles. En stor hemmelighed ligger i, at du skal have alle sanser med. Øv dig i flere dage på, at skabe det helt rigtige. (Hvis du er meget udmattet er det ikke sikkert at du kan skabe billederne. Det betyder mere hvile som første prioritet – prøv energiøvelsen i punkt 2)
  2. Sæt strøm til. Du skal nu tilsætte energi ved at få kvantefysikken* og universet til at hjælpe dig. Sæt dig godt tilrette helt uforstyrret og luk øjnene. Træk energi ind gennem hver en pore i kroppen: Forfra, bagfra, fra siderne, nedefra og oppefra. Du er allerede energi, men du kan blive mere. Når du er tanket op, så lad energien bruse ud fra forsiden så den rammer din vej foran dig, mens du sørger for at der stadig strømmer energi ind fra bagsiden af din krop. Foren dig med omgivelserne, som også er ren energi. Som i en symbiose.
  3. Træd ind i din drøm. Forestil dig nu, at du ER inde i din drøm. Mærk følelserne. Visualiser det hele som din nye hverdag du lever i.

Lav denne øvelse hver morgen og hver aften indtil det er som din anden virkelighed.

Dette er et meget væsentligt punkt i vores uddannelse, og alligevel “bare” en lille del. Lov mig, at du tester mig på virkningen.

 

Og hvad så…?

Så skal du fortsætte din hverdag og lægge mærke til de ting, som dukker op på din vej. Du vil vide, hvilke vil tjene dig og lader dig ikke forvirre af resten. For de har bare ingen interesse mere. Omvendt vil du være fuld af energi, når du ser en af dine muligheder dukke op.

Det gør dit tidsperspektiv så meget lettere, for der er ingen svinkeærinder længere.

Jeg vil sige dig, at det virker, men det kræver et stykke arbejde og vedholdenhed. Er du villig til det?

God fornøjelse.

* Iflg. kvantefysikken består vores verden af 99,99999% luft. Så væggene, lænestolen og os selv er i virkeligheden mest luft. Molekylerne svinger bare så langsomt, at det virker helt solidt. Spooky, ikke?

Shares
Share This