Slip dårligt selvværd og få ordentlig livskvalitet

Et godt selvværd kommer af, hvad du tænker om dig selv. Og det du tænker om dig selv farves i høj grad af, hvordan du taler til dig selv.

 

Vidste du at vores tanker er 90% genbrug? Så rigtig mange tanker kommer af vane.

 

Mine klienter kommer af forskellige årsager, og ganske ofte også med et dårligt selvværd i en eller anden udstrækning.

 

De er enormt selvkritiske, tvivler på dem selv og deres dømmekraft, taler nedsættende om og til dem selv på finurlige måder. Det bliver ofte omtalt som klædelig beskedenhed. Hvad det ikke er.

 

Man kan IKKE have for højt selvværd. Og derfor kan man heller ikke blive arrogant af den årsag. Bare lige for at tage den i farten.

 

 

En grim vane

Se det er en meget dårlig vane – heldigvis kan man ændre på vaner. Løsningen til det er enkel, men måske ikke let. Det kræver nemlig vedholdenhed.

 

For eksempel havde min klient Tina (naturligvis ikke hendes rigtige navn af fortrolighedshensyn) det med at sukke opgivende hele tiden. Hun sagde også altid ”se det kan jeg heller ikke finde ud af” eller ”det er jo nok ikke lige min spidskompetence” eller ”jeg er altid så klodset”.

 

Det bliver man da ked af at høre på! Tænk hvis man talte sådan til sine børn?!

 

Tina var desværre gift med en mand, der ikke var god for hende. De to mennesker var låst fast i meget dysfunktionelle mønstre og hun var begyndt at overtage hans nedvurderende talemåde og væremåde overfor hende. Han var jo den som tjente pengene, så han måtte jo have ret, resonerede hun dengang. I virkeligheden havde hun overtaget hans måde at tænke på. Så langt nede var selvværdet røget.

 

Forleden fik jeg en besked på min mobil fra hende:

”Jeg vil bare fortælle dig, at jeg har det så godt med mig selv. Jeg føler mig tryg selvom jeg er på vej ud i en skilsmisse. Men børnene er store og jeg ved, at det her er helt rigtigt for mig.”

 

 

 

Slip dårligt selvværd – Sådan gør du!

Ved en af de første sessioner vi havde bad jeg Tina om at øve sig i at tale pænt til sig selv fordi den indre dialog påvirker humør og den tro man har på sig selv. Og det i helt utrolig grad.

 

Hun havde brug for at GØRE noget for at stoppe den indre kritiker – og det kan du også.

 

 

Metta

Dette er en øvelse fra den Buddhistiske tradition. Den hedder Metta som betyder ”kærlig venlighed”. Øvelsen er god for dårligt selvværd og stress, hvor vi har brug for at være ekstra nænsomme.

 

Den hæver din indre lethed og glæde. Den øger din energi. Den påvirker den måde du er i verden på – og derfor også den måde andre er på overfor dig.

 

Sådan gør du:

  • Hver morgen i mindst 28 dage, men gerne længere
  • Se dig selv i spejlet
  • Sig: Jeg er elskelig, Jeg er god nok, Jeg accepterer at jeg er god nok og elskelig

 

Meget enkelt, ikke sandt?

 

 

Dit ego er en snedig rad

Til at begynde med vil du måske tænke ”det passer ikke” eller ”det her er latterligt”. Det kan også være at du føler det er svært at se dig selv i øjnene.

Og måske tænkte du allerførst ”det her har jeg ikke brug for”. Men gør det og bliv ved, og tro på, at det virker.

 

Det er bare dit ego, som ikke synes at nye ideer er noget du skal bruge krudt på.

 

 

Det du rent videnskabeligt foretager dig nu er, at du omprogrammerer din underbevidsthed fra at være negativ til at være positiv og kærlig. Du er i gang med at ændre vane.

 

Du kan læse mere om, hvordan du skaber det liv du gerne vil leve her

Stress og dårligt selvværd hænger meget ofte sammen. Det kan du læse mere om her.

Se også https://netdoktor.dk/sygdomme/fakta/selvvaerd-kan-styrkes-hele-livet.htm

Kærlig hilsen

Marianne Arnkjær, Mastercoach og stressterapeut med egen praksis siden 2015. >>> Læs mere om Marianne her.

Powered by WishList Member - Membership Software