Jeg kendte engang en fantastisk kvinde. Hun var klog og indsigtsfuld på mange måder. Et af den slags mennesker, som er god at tale med om ting man tumler med.
Noget hun gik meget op i var, at man gjorde sig umage for, at gøre det vigtige vigtigt. Ære det.
Som en drøm
Det var i marts måned. Kalenderen sagde forår, men naturen mente det var vinter. Alt var i stilstand, tilfrosset, i dvale. Jorden var stiv og vandet tilfrosset i bølgeform, som fra da det rullede ind i stranden. Det havde blæst i mange dage og frosten var så hård, at halstørklædet måtte helt om om næsen.
Stedet lå ved Juelsminde i smuk natur ved Horsens fjord. Det var et sommersted med joller i glade farver, der sikkert sejlede lystigt rundt på fjorden med lokale lystfiskere når vejret var til det. På det tidspunkt lå de alle stille på stranden, trukket op for vinteren.
De tre dage vi var der, talte vi om mange spændende, tankevækkende og interessante ting, om mennesker og vores egne liv. Udforskede tanker og følelser. Meninger og principper. Det var som om naturen var med os, mens vi dykkede indad, lå det hele stille og ventede udenfor.
Mod stjernerne
På en krystalklar og smuk vinternat med åben himmel og måneskin, gik vi pakket godt ind i skitøj, huer og luffer, ned til vandet og ud på en tange. Vores ånde stod i hvide tåger fra os, som om vi dampede. Vi havde “kogt færdig”.
Derude råbte vi vores vores ønsker og drømme op mod stjernerne. Det føltes både uvirkeligt og magisk på samme tid. Derude gjorde vi det vigtige vigtigt! Ærede vores drømme.
Det var grænseoverskridende. Det var totalt modigt. Og jeg begreb ikke, at det var mig, som stod der og råbte ud i vinternatten.
Den dag i dag står mine ord levende. Og jeg kan stadig mærke, hvor svært det var og hvordan stemmen pludselig svigtede, inden det alligevel lykkedes.
Mit ønske var, om jeg dog ikke kunne slippe frygten. Lære at se den i øjnene og handle alligevel. Den frygt, som holdt mig tilbage fra at virkeliggøre min drøm.
Sæt ord på
Min frygt var at vise mig for mig selv og andre som den person jeg var. Det betød nemlig at se mig selv i øjnene. Tænk hvis jeg ikke kunne lide det jeg så derinde? Jeg var bange for at vise min sårbarhed, at blive dømt af andre som svag og inkompetent og uden værdi.
Der var sådan en underlig dobbeltbundethed i det. Især fordi ingen ønsker at blotte sig, vise sårbarhed og manglende selvværd til hverdag. I hvert fald var det ikke noget jeg skiltede med på mit job, hvor det faktisk mest handlede om effektivitet og resultater. Og det var sådan jeg var. En der var effektiv og skabte resultater.
Og alligevel drømte jeg om, at hjælpe andre mennesker med deres frygt, sårbarhed og manglende selvværd fordi det i den grad begrænser os og gør at vi mangler den livskvalitet vi så meget har fortjent.
Det at sætte ord på sin drøm og råbe den ud, så alle kunne høre den, forpligtede på en helt speciel måde. Nu kunne jeg ikke lade som om, og gemme det væk i tankekælderen. For det var sagt.
Det var begyndelsen til, at gøre drømmen til virkelighed. For det at jeg kunne mærke ordene og resonansen i kroppen gjorde, at drømmen begyndte at leve. Den var allerede virkelighed på en måde. Deri lå – og ligger – magien.
Det betød i praksis, at jeg mentalt trådte ud af den livets ventesal, hvor jeg dengang havde for vane at befinde mig. Der hvor jeg ventede på den “rette lejlighed”….
Fra drøm til virkelighed
Nogle drømmer om at tage den lange eventyrlige rejse, andre drømmer om en Ferrari, eller om et hus ved havet. Nogle mennesker drømmer om bare, at kunne være sig selv. At være noget godt for deres børn, partner og familie.
Nogle drømme koster penge og andre koster mod, eller begge dele. Fælles for dem alle er, at man må arbejde for dem. Ingenting kommer af sig selv, heller ikke lommeuld. Vi skal sætte ord på og handle.
Tillad dig selv at drømme, for
If you don’t have a dream, how are you gonna make a dream come true? – fra musicallen South Pacific
Vent ikke til “senere”
Hvad drømmer du om? Skal det blive til virkelighed i dette liv? Hvad skal din familie og venner sige om dig når du ikke er mere?
“Hans liv var på det jævne.. trom trummerum”?
Eller
“Hun gjorde noget ved det og se hvor glad hun altid var!” ?
At vente til senere er det samme som at sige, “det har jeg ikke tænkt mig at gøre noget ved”. Spørg dig selv, hvad vil drømmen give dig? Og hvad vil det koste dig, ikke at gå efter den. Hvor længe vil du opholde dig i livets ventesal?
