fbpx

Min intuition talte til mig. Det dæmrede for mig, at noget var galt. Min højre arm drillede med det man kalder musse-arm. Trætheden føltes overvældende. Jeg vidste, at ting kun viser sig i det fysiske når man har overset noget alt for længe. Så hvad var det jeg havde overset?

 

Intuition og diagnosticering

Så jeg gik igang med at finde ud af hvorfor min arm opførte sig sådan og på den måde forhindrede mig i at gøre mit arbejde. Det skulle vise sig at der var flere indikationer på fornægtelse af den vision jeg havde sat for mit arbejde og et mindset der var milevidt fra det jeg ønskede at skabe og manifestere.

Højre side står bl.a. for handlekraft, personlighed – med hånden skaber man, bogstaveligt talt, sit fundament. Når jeg arbejder, skriver jeg meget – så helt tydeligt var jeg igang med at sabotere min erhvervsevne. Så hvorfor nu det?

I det følgende vil jeg give lidt baggrund og fortælle hvordan min intuition hjalp mig til at forstå, hvad der foregik.

 

Selvsabotage – hvorfor gør vi det?

Selvsabotage er at ødelægge tingene for sig selv. Det kan ske ved helt “uskyldige” handlinger som at gå for sent i seng og derfor være træt og uoplagt dagen efter. Vi kan selvsabotere med dulmeri ifa. alkohol, sukker og meget andet. Tit er det på helt subtile måder, som kan være svære at opdage. Men hvorfor gør vi det? For vi gør det alle sammen i større eller mindre grad.

Det har mange årsager og vores intuition kan hjælpe os med at finde ud af hvorfor. Rigtigt ofte handler det om at vi er bange. Sjovt nok er det ikke fiaskoen, men succesen vi er mest bange for. Man skal fastholde succesen, andre kan forlange ting af én. Umærkeligt hæver vi barren for hvornår vi kan elske og acceptere os selv – fordi vi tror at succes er noget bestemt og at vi vurderer os selv på vores handlinger.

Derfor er det “farligt” at betræde nye stier, som vi bevidst har valgt at gå. Vi skal kunne eje det ønske vi har.

 

Mindset

Mindset handler om måden vi tænker på bevidst, underbevidst eller ubevidst.

Det underbevidste sind styrer 90% af vores reaktioner og handlinger. Det er smart, for hvis vi skulle tænke over den mindste ting, ville vi lynhurtigt blive overvældede. Underbevidstheden arbejder efter dine værdier. Du har indlært værdier fra du blev født. Dermed er også sagt at nogle af dem sandsynligvis ikke passer sammen med den person du er i dag. Derfor har de sandsynligvis meget at gøre med den selvsabotage du udsætter dig selv for.

Det underbevidst sind står for alle handlinger på “rygraden”.

At være ubevidst kendetegner det ikke at have viden om, hvordan ting hænger sammen og hvilke konsekvenser du skaber med dine handlinger. I modsætning til at være bevidst. Det bevidste sind dækker måske 7% af vores tilstedeværelse i de vågne timer. Det bevidste sind kræver helt utroligt mange ressourcer. Derfor lægger vi så mange ting ned i underbevidstheden.

Din intuition vil hjælpe dig med at finde rede på vejen igennem dit sinds mange afkroge.

 

Hvad er intuition?

Helt kort er intuition universets bedste informations- og kommunikationskanal. Intuitionen løber i det parasympatiske nervesystem. Du kan specifikt læse om nervestystemerne her.

Det de færreste ved er, at sindet bor i nervesystemet. Det bliver tit “oversat” til at være hjernen, som kan tænke tanker, hvad resten af nervesystemet ikke kan. Men sindet er hele nervesystemet. Sindet ved alt hvad der foregår i kroppen og omkring den. Kommunikationen foregår som energi-impulser, både internt, men også eksternt. Med intuitionen har vi adgang til viden og information om nærmest alt vi ønsker at have forbindelse med. Derfor har vi, sindet, mulighed for at bruge intuitionen til at danne grundlag for beslutninger og til at kommunikere med.

Du kender nok udtrykket mavefornemmelse. Det er en indre viden og hos nogle er det mavefornemmelse, hos andre en kildren i nakken og atter andre blot en stensikker viden, man ikke er klar over hvor kommer fra, men som erkendes som sand.

Med intuitionen kan du kommunikere med Akasha (sanskrit for Livets bog) der er som en gigantisk database; Universets samlede arkiv. Der har du adgang til information om dine tidligere liv. Du har adgang til al viden.

Du har adgang til intuitionen og alt hvad denne kanal giver adgang til, når din intention udspringer af grundlæggende kærlighed. Er intentionen egocentrisk eller på anden måde negativ, er det lukket land.

 

Guidance ved hjælp af intuition

I mit tilfælde spurgte jeg straks mine guider ved hjælp af min intuition for at få tydet musse-armen. Der var 3 hovedårsager: Jeg var igang med at flygte fra mit eget potentiale, dvs. mulige succes på et område. Jeg tvivlede på min vision og plan, som var “for god til at være sand” og jeg knoklede for det er måden “man tjener penge på”. Jeg er sikker på du har hørt om de her ting før.

Det sære var, at jeg har arbejdet med de her emner mange gange i forskellige henseender, men åbenbart ikke dybt nok. Efterhånden som vi vokser som mennesker løftes vores bevidsthedsniveau og vibration – og vi får adgang til en større del af vores potentiale. Vi bliver dygtigere til at leve og løfter os ud over den rene overlevelse. Vi får lov at kende sjælens formål og får adgang til dens unikke kompetencer. Hvis vi vil.

Min intuition fortalte mig, at jeg knoklede fordi det var min gamle velkendte vane, som føltes tryg og rigtig – men som rent faktisk stækkede mine vinger. Min intuition fortalte mig også, at jeg selv skabte omstændighederne for at “få lov” til at knokle, dvs. lod hånt om ordentlige arbejdsstillinger så jeg kunne få ondt i armen.

På den måde var det ikke nødvendigt at blive bange for succesen for den var jo effektivt forhindret. Af mig selv.

 

Vil du vide mere?

Måske har du også oplevet lignende. Hvis du har lyst til at blive klogere på dig selv og din egen vækst som menneske og sjæl, så er det emner jeg skriver om på mit nyhedsbrev. Du er velkommen til at deltage. Det koster ikke andet end din mailadresse og du kan let afmelde dig, hvis det ikke er noget for dig.

Måske har du lyst til at læse flere af artiklerne her på Heartmind.dk

indre-fred

Læs også om hjertets vej her.
Kærligst,

selvtillid