Særligt sensitiv – Hvad er det?
Relationer på jobbet og i andre henseender er alfa og omega ift. hvordan vi har det både psykisk og fysisk. At være særligt sensitiv kan komme af en meget gammel og dårlig vane, der for at gøre en lang historie kort, handler om aldrig at have tillagt sig selv værdi.
Hvis du er, eller har været stresset, kan du opleve at blive mega sensitiv overfor andres sindsstemninger.
Det kan stamme fra en følelse af ikke at være blevet set som børn. Det kan være begrundet i oplevelser op igennem barndommen og ungdommen. Det kan skyldes mobning, en psykopatisk chef/kollega, eller en chef der ikke kan lide dig.
Dvs. gamle traumer og negative oplevelser, som stadig bor i dig.
Det påvirker desværre i høj grad arbejdsglæden. Det påvirker også din indsats og dine resultater – så hvad gør en klog?
Jeg fik fornyligt dette spørgsmål
“Er der andre end mig som bare er MEGA sensitive hvis nogen er sure på én, eller er ekstremt følsom overfor sindsstemninger generelt? Jeg kan nærmest ikke tåle hvis nogen er sure, irriterede eller skuffede…(puha). Jeg går helt i spåner. Jeg kan slet ikke styre det!”
“Min fornuft ved godt at man ikke kan være venner med alle altid, men jeg bruger alligevel enormt meget energi på, at folk skal kunne lide mig”.
At være særligt sensitiv kræver uhyggeligt meget energi
Og derfor oplever de fleste, at være meget trætte. Og trætte af at være trætte.
Søren Kierkegaard sagde det “vi udvikler os i samspil med vores medmennesker”. Og det er helt klart i relationen med andre, at vi som oftest definerer os selv. Men faktisk er det også her at det går galt ift. at være mega sensitiv.
Vi har nemlig overset en ting ift. Søren Kierkegaards “ligning”. Nemlig: Hvad med relationen til os selv?
Det handler om at tillægge sig selv værdi.
Når vi ikke gør det,
- Så er vi nødt til hele tiden at afstemme vores egen opførsel med andres – er vi en del af Klub Normal?
- Så skal vi afstemme vores værdi med andres holdning – derfor bliver vi bange for, hvad andre tænker om os og derfor bliver vi bange når andres humør er dårligt.
- Så skal vi lodde andres sindsstemninger uafbrudt og vurdere om vi er ok.
Når vi hele tiden skal ud og lodde andres sindsstemninger, vurdere om det har betydning for os, tilpasse vores opførsel og veje vores ord og gerninger på en guldvægt før vi udfører handlinger, siger noget osv.
Så er det altså ikke mærkeligt at vi bliver trætte!
Derfor hænger dårligt selvværd i høj grad sammen med stress. Og det går begge veje. For når energien er lav, har vi ikke overskud og bliver hurtigere negative. I denne sammenhæng betyder det at vi sabler os selv ned.
Du kan sige, at frygten for ikke at være god nok, har gjort, at vi overanstrenger vores primære kompetence, der handler om, at vide hvordan andre mennesker har det. Empati.
Lavt selvværd har indflydelse på din performance på jobbet
Lad os sige, at du meget gerne vil dit job, at du ønsker dig arbejdsglæde og har lyst til at bidrage fagligt. Men at du altid er træt, overopmærksom, nærtagende. Og fordi du konstant skal overvåge og afveje andres holdninger til dig, bliver du særligt sensitiv overfor andres sindsstemninger.
Du bliver det man kalder udad-refererende. Dermed har du lagt dit ve og vel hos andre.
Det hele foregår under overfladen i din underbevidsthed. Derfor er det ikke sikkert at du er opmærksom på hvad der foregår. Men hvis du tænker efter, så er det faktisk ret logisk. Så…
Når du arbejder med selvudvikling og eget værd, så har det direkte indflydelse på din performance på jobbet – og dermed dine muligheder på arbejdsmarkedet.
Egoets forsvarsstrategi
Problemet er, at denne egoets forsvarsstrategi ikke er til dit bedste mere. Det var det nok dengang du var barn. Men ikke mere.
Det regime tager desværre al din energi, som du skulle have brugt på løsning af opgaver. Energi som du skulle have brugt på at skabe og styrke gode samarbejdsrelationer til dine kolleger og din chef. Energi som din familie og dine børn skulle nyde godt af.
Derfor bliver der lavvande på energikontoen.
Derfor er der behov for nye strategier, og for at gøre det, må du gradvist pensionere dit lille selv, egoet.
Sæt dit højere selv i førersædet
Hvis du er en af de mange, som føler sig særligt sensitiv, vil du sandsynligvis være det resten af livet. Men der er helt klart ting du kan gøre. Og der er gaver i det.
Gaven er stor empati og intuition.
Men det føles ikke som en gave, før du har lært at sætte værdi og stå ved dig selv. Du må lære at blive indad-refererende og nænsom ift. dine egne behov.
Gaven ligger også i dine gamle oplevelser, traumerne, der vil give dig ekstra god forståelse for andre mennesker og deres vilkår.
Tænk over dette: måske har du fornægtet den bløde side af dig, og i stedet levet efter maskuline værdier, som strenghed, målrettethed, disciplin? Som der ikke er noget i vejen med i sig selv.
Stå ved den du er inderst inde. Begynd at fortæl hvordan du har det og hvad du oplever. Hold op med at gemme dig selv væk – det kommer man nemlig let til som særligt sensitiv.
Sådan kan du gøre som særligt sensitiv
Der er noget du kan gøre nu. Og så er der ting som kun kan løses med hjælp.
Førstehjælp og første trin
- Gåture i naturen uden hund og mobil – gør det til en vane flere gange i ugen
- 10 min. meditation eller stillesidning hver dag, hvor du trækker vejret dybt og roligt
- Meld dig til en yin yoga klasse
- Opsøg en coach eller psykolog til at hjælpe dig igennem processen
Healing af gamle oplevelser og traumer hører til hos en dygtig coach eller psykolog. Hvis du er særligt sensitiv, skal du have en til at guide dig igennem din proces for dig. Din proces er unik og derfor findes der heller ikke standardløsninger her.
I min optik kommer ingen udenom kroppens healende egenskaber. For krop og sind påvirker gensidigt hinanden. Det kan du gøre ved gåture i naturen, lytte til rolig, glad og nærende musik eller guidede kropsscanninger der afspænder kroppen (en slags meditation). Yin Yoga er fantastisk lægende for krop og sind.
Husk, at der er ingen ære i at gå og lide i stilhed, og det gør absolut ikke noget godt for nogen. Den eneste der kan tage ansvar for dig, er dig.
Var artiklen god? Så har du måske også lyst til at læse:
Slip dårligt selvværd – se videoen.
Hvad gør man når ens overskud kan ligge på et meget lille sted?
Jeg er selv særligt sensitiv og har lært at arbejde med det som den gave det også er.
Og jeg håber at du har fået mod på at arbejde med din følsomhed, i stedet for imod, som vi jo ofte gør.
Kærlig hilsen
Marianne
Note:
Det højere selv, kaldes også for essensen, dit bedste selv, sjælen. Kært barn har mange navne. At være glad er det højere selvs inderste kvalitet.
Egoet er en psykologisk konstruktion i sindet, som har til opgave at holde dig i live. Hvilket ikke er det samme som lykkelig. Frygt er det lille selvs inderste kvalitet.