Nærvær er din gave

Det plejer at være tavshed er guld, tale er sølv – men med denne lille omskrivning, vil jeg slå et slag for, at vi kommer meget mere til stede i den enkelte situation.

Hvorfor det? Fordi det er i nærværet, at vi oplever os selv, vores liv, vores virkelighed og er opmærksomme på andre, på den mest givende måde.

I hverdagen holder vi møder og taler i telefon, nogle gange samtidigt! Du kender sikkert det, at du skal til et møde, men du skal også lige nå forbi Peter. Mens du taler med ham, ringer telefonen og så er du nødt til at gå, for at nå mødet – hvor meget fik du (Peter, og ham i telefonen) lige ud af det?

Hvad nu, hvis du gik forbi Peter 15 minutter før og ikke tog telefonen, mens du talte med ham? Nogen gange skal der ikke så meget til.

 

De bedste forudsætninger

Du vil sikkert helst kun handle ud fra din bedste viden og omtanke. Altså de bedste forudsætninger. Så hvorfor ikke give dig selv de rigtige forudsætninger, ved at vide hvad der sker omkring dig, lade de informationer du tager ind have den bedste kvalitet?

 

  • Når dit nærvær øges så husker du det hele meget bedre
  • Så glider alle andre hensyn ud af billedet og du kan lytte aktivt til det menneske du taler med.
  • Du får mange flere indtryk og meget mere viden om personen og situationen
  • Du kan tage gode beslutninger som du kan stå helt inde for.

 

Hvis du har prøvet at tale med en person som virkeligt lyttede til dig, så ved du hvilken gave du giver andre (og dig selv) når du lytter aktivt. Prøv for sjov skyld at gøre det modsatte; lade en kollega lege ikke-lyttende med dig – og du kender følelsen af ikke at blive hørt eller overset. Hvad tænker du om det? om personen?

Det er min klare erfaring, at det at lytte og være til stede, være nærværende, med det samme afspejler sig i kvaliteten af vores kommunikation og relationer – og dermed i resultaterne.

Andre “bivirkninger” er mindre stress i hverdagen, større engagement og bedre relationer.

Det er forskellen på cafe latte og espresso. Der er ligesom bare mere saft og kraft i espressoen!